Saltlandet
Vi kom til Krakóv nøjagtigt samme dag, som det Nazistiske Tyskland for 64 år siden indledte anden verdenskrig. Vi passerede den gamle grænse mellem Wroclaw, eller som det hed indtil 1945 Breslau, og Katowice, hvor også de første træfninger fandt sted. I øvrigt i de samme dage som dr. Hans Frank, lederen af det Nazistiske terrorregime i Polen i 1943, i et anfald af kærlighed til Krakóv, skånede byen. Da han lod Sovjetunionen besætte byen uden de voldsomme ødelæggelser, der var blevet andre Polske byer til del.

Tysk Grundighed
Turen gennem Danmark og det meste af Tyskland gik fint. Vi havde fået to kompetente, fleksible, flinke, høflige, tålmodige og morsomme chauffører med i den bus vi havde fået stillet til rådighed af Nilles busrejser. Det var en stor flot bus med plads til os alle 55. Chaufførernes og hele selskabets tålmodighed blev sat på sin første prøve lidt øst for Berlin, hvor et par flinke og høflige tyske betjente, den ene lige hjemvendt fra ferie i Hirtshals, ville kontrollere om ordnung muss sein, også rådede i bussen. Da dette var konstateret, gik turen videre til den næste tålmodighedsprøve - Den Tysk Polske grænse. Her var køen enorm. Det var det tyske bureaukrati, der slog ud i fuldt flor. Paskontrollen på både den polske og tyske side gik smertefrit. De konstaterede at vi alle havde et rødbedefarvet pas og sagde farvel. Men det tog et godt stykke tid, inden vi så chaufførerne igen. De var løbet lige ind i en rigtig tysk papirtiger. Først stemplede hun deres papirer, hvorefter hun flyttede sig til en anden luge på den anden side af toldbygningen, for her at kontrollere, om det nu var de samme stempler, hun lige havde sat på papirerne. Det var det heldigvis og vi kunne køre videre efter kun to og en halv times ophold ved grænsen.

Det Polske politi
Dermed begyndte vi at forberede os på, at det var sket med den morgenmad, vi var blevet stillet i udsigt på hotellet. Bussen hoppede videre mod Krakóv, hu hej hvor det gik, fra det ene vejarbejde til det andet, hvorimellem betonvejene var som vaskebrætter at køre på. Det endte da også brat, da politiet pludseligt ville tale lidt med vores chauffør. Wisja, der var med for at vise hendes land og hendes medpolakker frem for os undrende danskere, lagde sig imellem. Det hjalp, og chaufføren, om ikke andre, oplevede den Polske venlighed....

Katowice & Jawa
På hotellet ventede de på os med morgenmaden, da vi nåede frem klokken 11 - fire og tyve timer efter take off i Frederikshavn. Inden da havde vi konstateret, at vi var i et industriområde. Ved Katowice er der kulminer, hvilket de mange elevatortårne over mineskakterne vidnede om. Her ligger bilindustrien, hvor der bliver bygget biler for FIAT og Opel, samt de polske Polonez. Det er også her Jawa-fabrikken, der laver speedwaymaskiner ligger, og hvor der køres VM i Speedway. Der var mange store vandkøletårne til de enorme kulfyrede kraftvarmeværker, men ingen atomkraftværker. Dem havde polakkerne haft held til ikke at få bygget.

Rezydent
Hotellet er næsten et kapitel for sig selv. Det bestod af to separate gamle borgerhuse, der var blevet bygget om til hotel.Rezydent, som hotellet hed, lå på det gamle hovedstrøg mellem Kongeslottet og byens store gamle torv. På gaden var der risiko for at løbe ind i statsledere fra hele det gamle Østeuropa, der var til møde i den gamle by, for at diskutere NATO. De gik gennem gaden mellem mødelokalerne i det gamle rådhus og spiserestauranterne på torvet. Gaden var i øvrigt forbudt for busser, så ud for byens gamle universitet blev vi mødt af en af Nilles mange forbindelser. Hun havde den tilladelse, der kunne få bussen ind i den gamle bydel. Her blev vi mødt af et par veloplagte hotelkarle, der fik omlæsset vore kufferter og båret dem op på vores værelser, mens vi blev fodret af. Universitetet er i øvrigt fra 1364 og et af de ældste i verden. En af de berømte studenter var Nicolaus Kopernikus, ham der satte solen og ikke jorden i centrum.

Sukiennice
Efter vi havde spist Brunch, gik vi lige en lille tur på et par timer for at blive fortrolige med hele den gamle bydel indenfor de gamle bymure, der i øvrigt stadig stod flere steder. Turen kaldes kongeturen, og den tog udgangspunkt i gaderne Grodzka, hvor vi boede, Kanonicza, Helligkors-gaden og St. Thomas gade. Gadeplanen er i øvrigt fra 1257, og de nyere bygninger ligger indenfor det rudenet, der blev fastlagt dengang. Den gamle bydel er i øvrigt optaget på UNESCOS liste over de mest bevaringsværdige kulturelle værdier i verden. Lige om hjørnet begyndte det store markedsplads - Rynek Glówny, og den var stor, meget stor. Midt på torvet lå den store gamle klædehal - Sukiennice fra 1556-1559. Her kunne man købe alle former for Polsk kunsthåndværk. Lige fra krystalglas, smykker i rav, guld og sølv smykker over træskærerarbejder som bl.a. skakspil til almindeligt turist-tingeltangel. Udenfor på pladsen var der udendørs restauranter næsten hele vejen rundt, desuden var der grønt- og blomsterhandlere.

Mariakirken og hornblæseren
Vi kunne ikke nære os. Den gamle Mariakirke fra 1300 tallet nærmest trak os ind. Her åbenbaredes i højalteret en Maria-altertavle i guld os sølv, med hele "Himmeldronningens" livshistorie malet på fløjene. Der var pragtfulde kalkmalerier og store gotiske himmelstræbende blyindfattede glasmosaikker. Mens vi blev bænket i de gamle munkestole, gav Wisja og jeg lige et par forklaringer om kirken, dens indretning og brug. Oplevelsen tog pusten fra os, prisen derimod 2 Zloty eller knap 4 kroner, slog ikke bunden ud af budgettet. Efter rundturen stillede vi os op for at høre hornblæseren blæse os et stykke fra kirkens tårn. Det gjorde han hver fulde time, fire gange mod hvert sit verdenshjørne. Det var dog kun et halvt stykke han fik spillet, fordi han blev ramt af en pil. Det gjorde den oprindelige hornblæser, der under varslingen af angrebet fra Tatarerne i 1241 blev skudt. Til ære for ham bliver denne tradition stadig holdt i hævd.

Wierzynek - 1364
Efter hornblæsningen gik alle hvert til sit, inden aftensmaden blev serveret på hotellet. Nogle gik på indkøb i de mange forretninger, der lå i enten første eller anden baggård hele vejen rundt om pladsen. Andre har måske fundet forretningen med glasjulepynt på 2. sal i en af de store gamle bygninger. Jeg var så heldig at komme med Wisja på værtshus. Ikke et almindeligt et. Men et der havde stået der så længe, at Valdemar Atterdag havde boet og spist på det. Han var dog ikke den eneste. Mitterrand, Kennedy, DeGaulle og mange andre konger og statsmænd havde opholdt sig i de tre gamle kroer, der var vokset sammen til det gamle værtshus med rødder tilbage til 1364. Vi gik blot ind for at se priserne på øl og finde ud af om den med 1300 tallet var god nok. Det var det. Men ikke nok med det, vi fik en rundvisning fra kælder til kvist. Det nyeste var en chokoladefigur af en heks. Figuren var tre år gammel og ca. 1 meter høj. Den var lavet af husets konditor, og blev udstillet i forhallen sammen med den førsteprispokal konditoren fik for sin figur. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at selskabet vendte tilbage om aftenen for at drikke en af de lokale Piwo, og at resten af selskabet igen fik en flot rundvisning. Det vidner meget om den polske gæstfrihed, vi mødte overalt.

Katynskovens mareridt
Efter en god nats søvn begyndte det hårde og stramme program. To store ting skulle nås denne dag - Kongeslottet Wawel og Saltminen i Wieliczka. Så vi spændte det lange ben foran, men nåede dog at se byens store rådhus, hvori de mange statsledere holdt møder, ligesom vi fik et kig ind i et nonnekloster. I øvrigt så det grangiveligt ud som om, at der lå en kirke i hver eneste gade i hele midtbyen. Lige inden opstigningen til slottet stod der et stort kors med indskriften Katyn. Og så måtte vi lige fortælle om de 10.000 polske officerer, der blev massakreret af russerne i Katynskoven ved Smolensk i Rusland.

Wawel
Den gamle kongeborg ligger på en bakketop lige ud til floden Vistula, eller Wisla, som den hedder på Polsk. Herfra kunne kongen beherske trafikken både ad floden og landevejen, der krydsede floden her. Handelsvejen gik ad floden, op gennem Tatrabjergene til Wien med Donau, mod øst til Kiev med Dnepr og mod vest til Wroclau/Breslau med Oder eller Pagh med Elben/Labe. Handelsvejene er gamle og brugt af vore forfædre Vikingerne. Den vigtigste eksportvare, datidens køleskab, stensalten fra Wieliczka betalte for både byens og kongens rigdom. Og sikke rigdomme... Efter opstigningen til slottet før vi var oppe så vi rester af den gamle borg fra 700 tallet, og det nye slot fra 1500 tallet, samt domkirken, den gamle kronings og gravkirke for de polske konger. Opførslen af den store katedral påbegyndtes i 1306. Sagnet fortæller, at der i gammel tid boede en drage i en hule i højen. Byen blev opkaldt efter dragen Krak. Ved en udgravning fandtes et par kæmpeknogler, som i dag hænger ved indgangen til domkirken. De er sikret med jernkæder for ikke at starte jordens undergang, hvis de falder ned. Knoglerne er dog hvalknogler fra en kæmpehval, som engang i en mellemistid sank til bunds i den kæmpe sø, der engang var ved byen. Rundturen i domkirken tog lang tid. Der var historie overalt, hvor vi gik. Tre skridt en ny spændende historie. Bertel Thorvaldsens kunst var også repræsenteret i den store kirke, hvor alle Polens konger og mange stormænd, politikere og bisper var begravet. Vi kravlede også op i tårnet for at se den 2,5 tons tunge Sigmunds klokke, der var støbt af kanoner efter et af de store slag, kongen deltog i. Klokken bruges stadig til højtider, hvor 10-12 mænd får klokken til at falde i slag. Kongeslottet var et pragtstykke i Italiensk renæssance, med freskomalerier og svalegange, der gjorde det let og luftigt. Indvendigt var det indrettet med de gamle regeringskontorer i stueetagen og kongens gemakker på første sal. En enkelt konge af svensk afstamning futtede engang noget af slottet af i sin søgning efter de vise sten og deres mulighed for at lave guld. I kælderen var der en samling af våben og udrustning og et skattekammer. Desværre var der intet tilbage af kongens regalier. De skal alle ses i Tyskland, Rusland, Østrig eller Sverige. Noget der illustrerer den polske historie på godt og ondt. En af slottes fløje var i øvrigt bygget i typisk Albert Sperr-arkitektur under den tyske besættelse. Efter lidt mere end tre timers rundvisning kunne vi lige nå at vende tilbage til hotellet, inden bussen dyttede afgang til det næste stop.

Det store salt
Wieliscka ligger i dag i udkanten af Krakóv. Her er det ikke kul, men salt der findes i undergrunden. Stensalt, som udvandtes lige ind til 1996 fra den 380 meter dybe mine. Saltet i undergrunden har været kendt siden bondestenalderens begyndelse. Det var dog sydesaltmetoden der anvendtes, ligesom på Læsø og i Lüneburg. Men ved en tilfældighed fandt middelalderens polakker ud af at grave ned til salthorsten. Det blev indledningen til rigdom og velstand for kongerne i Krakóv, der gennem salg af saltet fik råd til pragtbyggerier: Mange kunstnere fra hele Europa blev engageret til hoffet og intellektuelle samledes i byen for at studere på det gamle universitet. Det var dog ikke kun forbeholdt adel og borger at have privilegier i forhold til saltet. Også arbejderne i minerne fik mange privilegier og tjente betydeligt mere end andre polakker. Helt frem til vor tid var minearbejderen privilegier af den kommunistiske stat. Men der var farligt i skakterne. Metangas og oversvømmelser lurede. En enkelt brand i 1700 tallet kostede alene 200 minearbejdere livet. På overfladen var der ikke noget at se. Men under det store elevatortårn var der én trappe ned til minen. 378 trin, men så var vi også i en dybde på 64 meter. Derefter vandrede vi 3,2 kilometer rundt i minegange og huler på op til 30 meters højde. Flere steder var der små saltholdige søer, så saltholdige, at man kunne flyde ovenpå. Midt i det hele lå en kæmpekirke og koncertsal fra 1896. Kammeret er 10-12 meter højt, 54,5 meter langt og 15-18 meter bredt, med altertavler, billeder og statuer. Desuden er der krystallysekroner, hvor krystallerne er af salt. I 135 meters dybde er der et fantastisk museum, som viser saltfremstillingens- og minedriftens historie i det store Salt, som Wieliscka betyder lokalt. Efter tre timers rundvisning kørte vi tilbage til hotellet, hvor aftensmaden blev indtaget kl. 2200

Den sorte jomfru
Dagen efter gik turen til klosteret Jasna Góra i Czestochowa. Vi var lidt forsinket af store vejarbejder, men vi fik til gengæld set meget af landskabet med Tatrabjergen ved Zakopane som en fin baggrund. Til den to timers rundvisning på klosteret havde vi fået stillet to Paulinermunke til rådighed i to timer. Min gruppe blev guidet af O. Stanislaw Eug. Banasiuk. En ældre, men ualmindeligt engageret munk, som tog os med i fortid og nutid på det gamle kloster, som hvert år besøges af op til 4 mio. pilgrimme, hvoraf lidt over 300.000 kommer til fods. Han fortalte os om det gamle ikonmaleri af den Sorte Madonna, der var kommet til klosteret fra Rusland i 1300-tallet for at blive beskyttet. Ifølge traditionen var det apostelen Lukas, som havde malet ikonen på en bordplade lavet af Josef til det hellige hjem i Nazaret. Desuden var der på klosteret et overdådigt gavemuseum, fra mange af de polske berømtheder, som havde givet en personlig gave til det gamle kloster. En af de vigtige personer var den nuværende pave, som i øvrigt var vores guides lærer på universitetet i Krakóv. Ud over den spændende historie, var der en moderne malier af scener fra Jesus korsfæstelsesrute. Alene disse var hele besøget værd. Ud over at fortælle om Kristus lidelser fortalte de også om det polske folks lidelser under såvel den Nazistiske besættelse som den Sovjetiske.

Kazimierz
Den Jødiske bydel danner baggrund for Stephen Spielbergs filmatisering af det dramadokumentariske storværk om Schindlers liste. Bydelen er en af de ældste i Krakóv, med smalle gader og gamle huse. Jøderne blev inviteret til byen af en af Polens konger Kazimir den store, som havde brug for deres tjenester som forretningsmænd og håndværkere i en tid, hvor Polens egen befolkning mest bestod af livegne bønder. På rundturen var i bl.a. inde i Isaac Synagogen, der før besættelsen var den største og vigtigste i byen. I dag er den indrettet som et minde for den store jødiske del af de 10 mio. polakker, der blev dræbt under krigen. Ifølge legenden fortælles om Izaak Jakubowicz, at han var fattig, men ønskede at opføre en synagoge. I et drømmesyn så han under en bro i Pagh en guldskat. Han gik hele vejen til Pagh, men opdagede at den var besat af soldater. Han besluttedes sig for at lede efter skatten, men en officer spurgte ham om, hvad han foretog sig. Han valgte at fortælle officeren om sin drøm for en halv skat var bedre end ingen skat. Officeren grinede ad ham og sagde at jøder troede på deres drømme. Det gjorde han ikke. Han havde selv haft en drøm om en jøde der hed Jacob, som havde en guldskat liggende i sin bageovn i Krakóv....

Oswiecim
Efter at bagagen var bragt ombord i bussen af hotelkarlene, gik turen hjemad. Men inden skulle vi lige en tur forbi de to Kz-lejre Auschwitz og Birkenau, som er de to sidste i et kompleks af flere Kz-lejre omkring byen Oswiecim. Auschwitz, der er den mindste af de to lejre, er i dag indrettet som museum for den Nazistiske Ideologis endløsung på det Jødiske problem. Lejren er indrettet i en tidligere Polsk militærforlægning lige midt i det Nazistiske Europa, med jernbanelinier til alle sider, så det var enkelt at fragte fangerne til lejren. Ud over Jøder, var der mange andre politiske fanger først og fremmest fra Polen og Sovjet. Ud over de politiske fanger var der også Sigøjnere, som fik en lige så ublid skæbne som jøderne, og mange andre af de slaviske folk, som den nazistiske ideologi betegnede som untermenschen. I lejren så vi ud over dele af "varelageret" fra "Canada I", også hospitalsblokken, hvor der bl.a. blev eksperimenteret med sterilisation af kvinder. Vi fik også retsbygningen, hvor skueprocesserne foregik, henrettelsespladsen og straffecellerne, at se. Det var i Auschwitz, der blev eksperimenteret med Zyklon-B, der blev den foretrukne gas i gaskamrene. Vi så det oprindelige gaskammer og de rekonstruerede krematorieovne i en tidligere ammunitionsbunker. Ved siden af gaskammeret, inde i en have, lå kommandanten Rudolf Höss villa, og her stod også den galge hvori han blev hængt efter Nürnberg-processen. Vore guider, der var sammen med os i tre timer, tog med os til Birkenau, som var den store lejr, og som mere lignede en Kz-lejr med træbarakker. Fra hovedvagten gik sporene stadig ind mellem to lejrdele. Det var her jøderne blev sorteret i dem, der var arbejdsduelige og dem der skulle direkte videre til udryddelse i gaskamrene, som der havde været fem af i lejren. Her boede og døde de fleste af de omkring 1,5 mio. fanger. Før lejren havde der været flere polske landsbyer i området. De blev ødelagt, og befolkningen ført til Tyskland som slavearbejdere. Herefter gik turen hjem. Og bortset fra et mindre ophold ved den Polsk Tyske grænse på to timer, hvor den tyske papirtiger igen viste sine bisser, slap i vel hjem til Danmark. Her blev vi mødt af en dansk told patrulje, som dog ikke mente, at et historisk selskab fra Vendsyssel var af interesse.
Erik