TUREN GIK TIL SYDHAVSØERNE
Torsdag den 29. august 2024 drog Historisk Samfund af sted på sin 14. kulturrejse, som gik til Sydhavsøerne.
Rejsen var arrangeret af turudvalget bestående af Trine Nielsen, Erik Christensen, Jørgen P. Clausager og Britta Burskov – i samarbejde med Nilles Busser. Chaufføren Ole Villadsen skulle bringe os sikkert gennem hele turen.
Morgenkaffen blev, som på tidligere rejser, indtaget på Sognegården i Hedensted, her var også bestilt en sandwich til frokost. Vel tilbage i bussen fortalte Jørgen ”Den søde Historie” om sukkerfremstilling i Vestindien, blandt andet var den danske ø Sct. Croix med til at forsyne verdensmarkedet med sukker, men under Napoleonskrigene, hvor Europa var afskåret fra de amerikanske kolonier, begyndte man at udvinde roesukker i Europa, og de første fabrikker i Danmark blev etableret i bl.a. Odense og på Lolland i 1872/73.
Inden vi nåede Langelandsfortet satte Erik os grundigt ind i Den Kolde Krigs forløb. Fortet ligger på den sydlige del af Langeland, er opført i 1952-53 og er en vigtig kulturarv og mindesmærke over en periode i Danmarks og verdens historie. Vel fremme var vi klar til at indtage Fortet – og her kunne vi opleve, hvordan den kolde krig blev ført både til lands, til vands og i luften.
Efter en rigtig varm eftermiddag med op til 30 grader kørte vi nu mod færgen Spodsbjerg-Tårs og videre mod Hotel Falster i Nykøbing, hvor vi blev indkvarteret.
Fredag gik turen til Maribo Domkirke, hvor Jørgen guidede os gennem domkirkens historie. Domkirken blev opført i flere tempi fra 1416 til 1470. Den blev opført som klosterkirke for Birgittinerklosteret ved landsbyen Skemminge, som i den anledning blev omdøbt til Maribo. Birgitta opstillede meget detaljerede og strenge regler for sin klosterorden og for dens bygninger. Det var usædvanligt, at klosterordenen omfattede både munke og nonner, som dog fysisk var adskilt. I 1800-tallet gennemgik kirken to store restaureringer for at føre den tilbage til den oprindelige skikkelse, imidlertid slettede man de bygningsarkæologiske spor, som i dag savnes til belysning af kirkens bygningshistorie. I 1685 fik klosteret en fornem beboer i Leonora Christine Ulfeldt, der var blevet løsladt fra sit 22-årige fangenskab i Blåtårn, og tilbragte de sidste 13 år af sit liv i Maribo, indtil hun døde i 1698 og blev begravet i klosterkirken.
Næste stop var Reventlow-Museet i Pederstrup, som ligger midt i det lollandske landskab. Forinden havde Trine fortalt om de store landboreformer fra 1757 og frem. En ledende person i disse reformer var grev Christian Ditlev Frederik Reventlow fra Pederstrup, han blev kaldt ”Bondens Frigører”. Ægteparret Reventlow fik 12 børn, hvoraf 3 døde som små. De havde et meget moderne syn på børneopdragelse, børn skulle lege, være et med naturen og opdrages til tænkende og aktive mennesker. I en af stuerne ses et maleri af kunstneren Nicolaus Wolff, hvor hele familien er samlet og moderen ses amme sit barn, hvilket var usædvanligt på den tid.
I Ridehuset var udstillingen ”Herregård og Landskab Lolland”, der oplyste om 6 af de henved 45 lollandske herregårde – om bygningerne og det herskabelige liv. I Ridehuset sås også en større fotoudstilling om Dodekalitten, som er en af Lolland-Falsters største attraktioner. Det er et kunstværk bestående af 12 høje sten af granit med tilhuggede ansigter, med en højde på 7 til 9 meter, stillet i en rundkreds hver med en ”siddesten”, hvorfra høres elektronisk musik. Herregården Pederstrup var familien Reventlows sommerresidens – resten af året boede de på Christianssæde, ikke langt fra Pederstrup. I hovedbygningen ses de fine stuer, malet i forskellige farver og med den tids møbler og malerier. I køkkenet, der var placeret i kælderen, sås et kæmpe jernkomfur med plads til et utal af gryder og pander, og man kunne snildt forestille sig den aktivitet, der havde fundet sted ved forberedelser til store middage.
Frokosten spiste vi i herregårdens vaskehus, hvor vi fik serveret en platte med forskelligt pålæg og brød. Derefter var det tid at vende næsen mod næste stop.
Vel fremme ved Polakkasernen i Tågerup blev vi modtaget af Erik Larsen, der fortalte historien om de polske roepiger. Polakkasernen blev opført i 1911 af Godset Lungholm og tegnet af H.C. Glahn og husede 30 roepiger. Roepigerne blev fra slutningen af 1800-tallet i stort tal hentet i Galizien, som dengang var den nordlige del af Østrig-Ungarn. Bygningens placering, ca. 3 km. fra herregården gjorde, at man kunne begrænse roepigernes kontakt til lokalbefolkningen. I huset boede pigerne med en formand og hans kone. Pigerne boede i fælles soverum med et lille skab til private ejendele, og formanden havde en lille lejlighed med kontor. De første år var roepigernes forhold under al kritik, og i 1908 kom polakloven, som sikrede polakkerne individuelle kontrakter og bedre boligforhold. Ved 1. Verdenskrigs udbrud fik de polske arbejdere lov at blive i Danmark, og mange slog sig ned på Lolland-Falster
Næste stop blev Udstillingscenteret Femern Bælt-tunnelen i Rødbyhavn. Her havde vi ikke meldt vores ankomst, men da ingen andre havde booket sig ind, gav formidlingschef Benny Damgaard os efter lidt drillerier et fantastisk indblik i byggeriet af de store elementer, hvor Aalborg Portland leverer al cementen. Byggeriet blev startet i 2020 og forventes færdig i 2029. Tunnelens længde bliver 18 km. og betales 100 % af brugerne. Transporten i tog ved 200 km/t er 7 minutter, og i bil ved 110 km/t er tiden 10 min.
Lidt uden for byen Frejlev står Skalkekorset i vejkanten, det er som en flagstang – hvidmalet med en vejrhane på toppen. På korsets tværstang står ”anno 1533”. Historien fortæller, at bønderne kom i konflikt med kongens lensmand, og de endte med at slå lensmandens foged ihjel. Som straf forlangte kongen at de skulle levere 12 par hvide okser med røde ører. De kunne imidlertid kun skaffe 11 par, så de sidste par okser fik malet ørerne røde. Desværre blev det regnvejr, så snyderiet blev opdaget, og bønderne blev beordret til at rejse Skalkekorset, som bevis på deres skam.
Lørdag var planlagt et besøg i Middelaldercenteret i Nykøbing. I centeret mødte vi håndværkere og købmænd i arbejdende værksteder. Vi så og hørte om fremstilling af stof, farvning af garn, en smedje m.m. På Middelaldercentret var opstillet 2 blider, bliderne var middelalderens store belejrings- og kastemaskiner. Klokken tolv blev de to blider affyret under stor ståhej af blidemesteren, han råbte og skændte på dem, som skulle trække bliderne i stilling, og det var et imponerende syn at se de to tunge sten blive kastet ud i Guldborgsund. Senere overværede vi en ridderturnering, hvor ridderne Hr. Svane og Hr. Rani dystede på mandsmod og færdigheder. Det hele foregik under stor jubel fra tilskuerne fra hver sin lejr.
Så gik turen mod Fanefjord Kirke, som blev bygget omkring 1250. De bevarede kalkmalerier i kirken stammer fra 2 perioder. Allerede i 1350 til 1375 blev korbuen dekoreret af en ukendt maler. Omkring 1500 blev hele kirkerummet dekoreret med kalkmalerier af Elmelundemesteren. Alle loft- og vægflader har været bemalet med scener fra det gamle og nye testamente, blandet mellem hinanden. Efter reformationen i 1536 blev alt kalket over, og først i 1927 opdagede man billederne igen, hvorefter et kæmpe restaureringsarbejde blev påbegyndt fra 1929-1934.
Søndag – efter 3 nætter på Hotel Falster tjekkede vi ud, et hyggeligt hotel med gode værelser og god forplejning. Første stop på hjemrejsen var Danmarks Sukkermuseum i Nakskov, som blev stiftet i 1999. Vi blev budt velkommen af Jørgen F. Larsen, som gav os et kæmpe indblik i roedyrkning, høst af roer og processen på Sukkerfabrikken. Vi så en film fra Nakskov Sukkerfabrik, der viste processen fra at roerne blev afleveret på fabrikken, til sukkeret færdigt blev afsendt i store sække eller mindre poser. På rundvisningen i museet så vi en hel del effekter fra sukkerfabrikkerne og produktionsmaskiner i modelstørrelse.
Her sluttede vores rejse på Lolland – Falster, og vi kørte nu mod færgen Tårs-Spodsbjerg. Undervejs fortalte Jørgen om Godset Skovsgaard, som var næste stop. De sidste ejere af godset var slægten Lauritzen Møller; Ellen Margrethe Ingeborg Fuglede boede alene på godset fra 1951 til 1979 med sine mange katte. Familiens medlemmer er gravsat i et mausoleum i parken, hvis indgang efter Ellen Fugledes død blev tilmuret. Ellen testamenterede Skovsgaard til Danmarks Naturfredningsforening, der nu driver landbruget økologisk og skoven mere i pagt med naturen. Kælderen i hovedbygningen rummer husholdningsregionerne og tjenestefolkenes værelser, her fik man således et fint indblik i tjenestefolkenes boligforhold på den tid. Ellen Fuglede fik aldrig indlagt rindende vand i huset, og elektricitet blev først indlagt i besættelsesårene.
Vores frokost spiste vi i Café Haven på Skovsgaard, der blev serveret Hokkaidosuppe, lavet på græskar fra godsets egen store køkkenhave.
De grå avlsbygninger rummer forskellige udstillinger, blandt andet udstillingen ”Flydedokken med Krigsfangerne på Påø”. Undervejs til Skovsgaard havde Britta fortalt om strandingen af en flydedok under 2. verdenskrig med russiske, franske og belgiske krigsfanger – 1500 i alt med fangevogtere. En slæbebåd havde kappet trosserne til flydedokken, som drev nordpå og fangerne blev overladt til en ukendt skæbne. Flydedokken driver imidlertid i land på Påø og Rudkøbing Kommune iværksatte et kæmpe redningsarbejde med hjælp fra medlemmer af Danske Kvinders Beredskab, men også blandt de lokale var hjælpsomheden stor. I maj 1945 sendes franskmændene og belgierne retur og i august sendes russerne retur til en filtreringslejr i nærheden af Lübeck.
Erik fortalte også på turen mod færgen om den arkæologiske udgravning af det store middelaldermarked på Albuen ved Nakskov Fjord, engang et af Danmarks vigtigste steder for vores helt store eksportvare, nemlig saltede sild. Markedet tiltrak udenlandske købmænd og danske fiskere, der gjorde gode forretninger. Arkæologerne har bl.a. fundet forskellig keramik og mønter. De mange boder er nu begravet under en halv meter sand. Historien om Albuen er fortællingen om, hvordan klimaforandringer nu bryder det ned, som engang blev bygget op.
Efter at have beset Skovsgård med dens udstillinger gik turen hjemad, undervejs gjorde vi stop ved Ejer Bavnehøj for at få en bid aftensmad. På hjemvejen takkede formanden Trine for en 4 dages god tur i hyggeligt selskab, selv vejret var med os på hele turen.
Britta Burskov